Anmeldelse: Bigfoot Junior

Vi har verdens bedste lyttere. Især fordi vi åbenbart er i stand til at lokke dem til, at skrive underligt lange anmeldelser af underlige film. Bigfoot Junior har længe været på vores værters watch-list – altså den watch-list som vi aldrig får set, den samme som Angry Birds filmen og My Little Pony The Movie – men nu behøver vi slet ikke se den – vores kære lytter Josephine har nemlig vovet sig ind på blockbuster.dk for at se en af verdenshistoriens nok vigtigste film. Tak Josephine – never change! Og mon ikke vi følger op med et par retro-episoder af Noget om Film?

Anmeldelsen af skrevet af Josephine:

Son of Bigfoot/Bigfoot Junior er en virkelig underlig animationsfilm. Men hvad gør man ikke for at få gamle afsnit af Noget om Film på nettet igen?

Kommer myten om Bigfoot for alvor til live i ”Son of Bigfoot”?

Hvordan kan det være, at mennesker, nå ja, i hvert fald amerikanere, i årtier har ledt efter Bigfoot i USAs skove? Det får man svaret på i ”Bigfoot Junior”/”The Son of Bigfoot”, og det er mere sært, end man skulle tro.


Det handler nemlig slet ikke om landsbytosser, der har brug for at tro på det overnaturlige og finder det for kedeligt kun at have bjørne, pumaer og den slags i baghaven. Næh nej. Det handler om hårpragt. På hovedet. Det er ikke en joke, det gør det. Og det er jo også en vigtig problematik. Vi ved alle, hvor svært det kan være at gro et godt skæg. Vi har set til tider flotte fyre som Matthew McConaughey, Johnny Depp og Keanu Reeves kæmpe med at få ansigtspelsen til at slå til uden større held. Vi ved, at selv den unbreakable Bruce Willis mistede håret på hovedet hurtigere, end man kan nå at gennemstege og nyde en Porg. Og lad os slet ikke tale om Michael Bolton (seriøst, nej, lad os lade være. Ikke, Lars?) Så selv om det ellers er storhedstid for kropshårfjerningsindustrien, drømmer enhver mand jo stadig om en samsoniansk hårpragt på hovedet og et skæg, der får Kenneth Branaghs Poirot-cykelstyr med tæt understel til at blegne. Men ak, det er jo ikke mange forundt og kan ikke købes for Hollywoodmillioner. Eller kan det?

Bigfoot er nemlig i filmen her svaret på kampen mod hårtab – for Bigfoot er slet ikke en forvokset abe eller et bjørnedyr. Han er en mand med et mystifistisk neanderthaler-gen, der får håret til at vokse som ukrudt overalt. En så lodden skabning må ifølge filmens hard science-logik, der ikke er set magen til siden ”Life”, naturligvis have svaret på, hvordan man undgår at blive skaldet eller slipper for at måtte nøjes med et skamfuldt og fesent Deppskæg.
Hvis det ikke er en præmis for en film, der får voksne (mænd) til at styrte ind på Blockbuster.dk og leje ”Son of Bigfoot”, ja, så ved jeg da heller ikke, hvad er. Jeg må hermed advare om, at følgende anmeldelse bevæger sig ind på mildt spoilerterritorium. Men ikke noget, der som sådan ødelægger oplevelsen af filmen, så bliv trygt hængende. Eller ej.

Historien er, at stenrige og onde hårpragtsudviklings-forskere vil være endnu mere stenrige ved at udvikle en kur mod hårtab – eller også vil de bare gøre alt for at bekæmpe egen skaldethed, det står ikke helt klart, selv om den ene faktisk er skaldet.
De er i hvert fald så rige, at de med vilje render rundt og smadrer computere ned i gulvet for at demonstrere, at de har penge som skidt.  Men ak, hårpragtsskurkene har måttet slå sig til tåls med, at Bigfoot stak af fra dem for over et årti siden og gemmer sig dybt i de vilde skove. Og de er åbenbart for lade til at lede efter ham. Så de bruger i stedet tiden på at opdrætte kaniner i store haller, uden at det på nogen måde lader til at have noget at gøre med noget. Og så eksperimenterer de lidt på en praktikant, som er mere optaget af at få underskrevet en timeseddel end af at sige op, da hans hoved åbenbart på daglig basis bryder i brand. De har, som alle onde kapitalister i enhver børnefilm med respekt for sig selv, i øvrigt omgivet sig med en hær af muskuløse udsmider-vagter, der er lige så ens som Stormtropper (og nogenlunde lige så dumme) så man ikke kan lade være med at spekulere på, om brug af forsøgsdyr i virkeligheden er mere nyttigt til at klone stereotype Baywatch-dudes, end det er til at forske i hårvækst. Men nok om skurkene lige nu.

Glem alt om paranormale myter. Flot hårvækst er i fokus i ”Son of Bigfoot”.

Bigfoot og hans hårpragt har levet i fred og fordragelighed i skovene langt fra både forskere, landsbytosser og dokumentarister af mere eller mindre tvivlsom karakter, og han fordriver tiden med at tale med dyr og spille på selvbygget banjo – som vi jo har vidst siden Deliverance, at man gør i vildmarken. Men ak. Idyllen er slet ikke så idyllisk.
For i byen bor hans søn og kone, og de savner ham. Især sønnike, Adam, har det svært og bliver mobbet i skolen af nogle uhørt grimt animerede bøller, som muligvis er tegnet i 90erne.
Da hans fødder og hår begynder at vokse på temmelig plothulstung uberegnelig vis, falder han manusmæssigt uhørt belejligt over de gemte breve fra sin far, som hans mor havde bildt ham ind var død.
Drengen tager ud i vildmarken for at finde sin far – og på lige så belejlig vis kommer hårpragtsforskerne nu atter på sporet af såvel ham som den pelsede og forsvundne guldgrube, Bigfoot.

Og så går eventyret ellers i gang – et virkelig underligt eventyr, der fordrer flere spørgsmål end svar. Og ikke blot spørgsmål om, hvorvidt familien kan samles igen, og om der kan findes balance i et liv splittet mellem natur og kultur. Den slags spørgsmål lader ”Son of Bigfoot” mere banale film om at nøjes med, og vi ved jo, at selv Gerard Butler let kan løse sådanne småting, så who cares.

Enhver vildmarkstosse kan naturligvis spille på banjo. Arven fra ”Deliverance” fornægter sig ikke.

Dermed kan man koncentrere sig om mere interessante gåder som: Hvorfor går Bigfoot i stramme cowboyshorts? Og hvor køber han dem? Hvorfor er vaskebjørnehanner sexister, der ikke fabler om andet end deres kommende afkom, der udelukkende skal bestå af drenge? Hvad skal en Bigfoot-dreng med superhelteevner, når han tydeligvis ikke kan finde ud af at bruge dem, men må have en bjørn til at skræmme sine mobbere væk? Hvilket væddemål har man tabt, når man i 2017 tilsætter actionsekvenser sært forstyrrende og oldschool 80’er-computerspilsblipblopsynth-musik?  Hvis den største skurk går så meget op i flot hår, hvorfor er hans hår så brintoverilte-frostet a la boybands i 90’erne? I en film, der handler så meget om pels, hvor ER så egentlig hoved og hale?

Hvad er det, den her film vil?
Vil den aflive eller bekræfte teorierne om Bigfoot – som jo IKKE findes mere end Julemanden, Loch Ness-uhyret eller en udødelig hummer, lad os se det i øjnene. Ja, jeg kigger på dig, ”Discovering Bigfoot”-dokumentar. Og jer, ”Mountain Monsters”. Vil den sige noget om omsorgssvigt, siden en far svigter sin familie og flytter ud i skoven, mens moderen bilder knægten ind, at han er død? Vil den overhovedet egentlig sige noget om hårpragt – eller er det snarere en sofistikeret kritik af kapitalisme og hårdtpumpede machomænd? Det sidste kunne noget tyde på, især idet det ikke er nok at gøre det af med alle de onde. Næh, den sexistiske vaskebjørn skal også springe ud som stolt blød far til piger, som pludselig selv elsker at gå i dametøj og med makeup, men dog stadig kan sparke mere røv end drengen med superkræfterne.
Underligt er det i hvert fald alt sammen. Men det helt store spørgsmål, man stiller sig selv er: Hvorfor så jeg dog den her film? Jo, det gjorde jeg, fordi jeg så gerne vil have, at Noget om Film vil gøre mig i julehumør i løbet af det kommende forår ved at genudsende de gamle episoder, og hvis det, der skal til, er at brænde min dejlige præmie af på leje af den og sende jer en anmeldelse på over 900 ord – faktisk hele 1.511 ord – jamen, så får I da det. Jeg vil så gerne høre alt jeres snak fra hine dage, og ikke mindst anmeldelsen af Rogue One med masser af Bor Gullet. Jeg vil blive rasende over, at I nok ikke elsker Beauty and the Beast ligeså højt som jeg og vide, hvordan det hele startede med Bojack Horseman og kærligheden til Keanu Reeves og Johnny Depp, og om I nogensinde har haft Nicholas Cage-watch, og hvor Diaz blev af og hvad ved jeg. For I er min yndlingspodcast. Og jeg kom med alt, alt for sent.

På ”Son of Bigfoot”s officielle hjemmeside kan man teste, hvor meget Bigfoot, man egentlig selv er. Og det har man jo altid tænkt over, ikke?

Så værsgo. Jeg ved vitterligt ikke, om jeg kan anbefale den her film, om end den dog var en sært bizar oplevelse. Jeg skal ikke kunne afgøre, om det var min forkølelsesfeber eller faktisk selve filmen, der gav mig hovedpine. Men jeg tror nu nok, at jeg har oversolgt den en smule her uanset. Wolverine er i hvert fald stadig mere my kind of Bigfoot. Men jeg bruger også kun str. 38 i sko og er ifølge den spændende test på filmens hjemmeside kun 60% Bigfoot – og det er nok mest, fordi jeg bor lige over for en skov og taler en del med mine kæledyr, så hvad ved jeg. Døm selv. Hvis I orker det.

Pragtbehårede hilsener fra jeres egen Bigfoot-ekspert,

Josephine